Peptider til muskelvækst og vægttab: Et forskningsoverblik over kropsrekomposition

Disse forbindelser (også kendt som sekretagoger) kan have samme virkning, men de virker gennem forskellige biologiske mekanismer. Man bør ikke automatisk antage, at et sekretagogum, der øger frigivelsen af væksthormon, medfører muskelvækst. Tilsvarende bør et stof, der fører til et betydeligt vægttab, ikke automatisk betegnes som muskelbevarende.

Denne artikel giver et overblik over den videnskabelige tilgang og den foreliggende dokumentation vedrørende peptider i forbindelse med vægttab og muskelvækst, herunder hvor dataene er solide, begrænsede eller stadig foreløbige.

Hvad er kropsrekomposition inden for peptidforskning?

Med »kropsomlægning« menes en ændring af forholdet mellem fedtmasse og muskelmasse, uden at man udelukkende tager udgangspunkt i den samlede kropsvægt.

En person eller forsøgsdeltager kan tabe 10 kilogram, men det tal alene viser ikke, om vægttabet bestod af:

• Fedtvæv
• Skeletmuskel
• Glykogen og tilhørende vand
• Organvæv
• Ekstracellulærvæske
• En kombination af disse 

Denne skelnen er vigtig, fordi muskelopbygning og fedttab kræver forskellige energiforhold, hvilket gør forskningsspørgsmålet komplekst.

Dannelsen af nyt muskelvæv understøttes generelt af et tilstrækkeligt indtag af protein via kosten, mekanisk belastning (træning) og tilstrækkelig energitilgængelighed. Fedttab kræver som regel et vedvarende energiforbrug, der overstiger energiindtaget.

Formålet med kropsomlægning er at opnå begge resultater inden for samme tidsperiode eller i det mindste at reducere fedtindholdet, samtidig med at det meste af det funktionelle muskelvæv bevares.

Væksthormon er relevant, fordi det påvirker protein-, glukose- og lipidstofskiftet. Det kan øge brugen af lagrede fedtsyrer og samtidig påvirke optagelsen af aminosyrer og proteinomsætningen.1] Disse biologiske virkninger har vakt interesse for væksthormonfrigivende peptider som mulige forskningsredskaber til at fremme muskelvækst og samtidig stimulere nedbrydningen af lagret fedt. 

GLP-1-baserede stoffer som semaglutid, tirzepatid og retatrutid nedsætter primært appetitten og kalorieindtaget. I denne model er bevarelse af muskelmasse ikke nødvendigvis en direkte virkning af stoffet, hvilket forklarer, hvorfor de ofte undersøges i kombination med GH-frigivende peptider 

Hvordan kan peptider påvirke muskelvækst og fedttab på samme tid?

GHRH- og IGF-1-signalering

GHRH-sekretagoger stimulerer frigivelsen af endogent væksthormon fra hypofysen.

Visse peptider udløser denne frigivelse ved at stimulere kroppens naturlige GH-frigørende receptor, mens andre aktiverer ghrelinreceptoren, hvilket påvirker sult og mæthed. 

Væksthormon kan stimulere leveren til at producere IGF-1, hvilket fører til proteinomsætning, samtidig med at det stimulerer lipolyse (fedtforbrænding) i fedtvævet. 

Derudover er både GH og IGF-1 involveret i processer, der er forbundet med:

• Aminosytransport
• Kvælstofretention
• bindevævssyntese
• Glukosemetabolisme

Denne dobbelte virkningsmekanisme forklarer, hvorfor GHRH-sekretagoger ofte betragtes som vigtige peptider i forbindelse med fedttab og muskelvækst.

Ikrafttrædelse af hormonsekretion i sig selv garanterer dog ikke et resultat på kropssammensætningen. Et laboratoriestudie kan vise, at en forbindelse øger GH- eller IGF-1-niveauet i kroppen uden at føre til en øget funktionel skeletmuskulatur.

Denne sondring er vigtig ved fortolkning af kortvarige studier. Ændringer i IGF-1-niveauer kan detekteres inden for få dage, mens målbare ændringer i muskelarkitektur, styrke og fedtfordeling kræver længere observation.

En systematisk gennemgang af væksthormonadministration hos raske, fysisk veltrænede voksne fandt ændringer i kropssammensætningen, men påviste ikke en konsekvent forbedring af styrke eller træningspræstation.2] I relevant forskning om hormonfrigivende stoffer vil man derfor skelne mellem hormonniveauer og funktionelle resultater.

GLP-1-, GIP- og glukagonsignalering

GLP-1-receptoragonister som semaglutid påvirker primært appetit, madindtag, glukoseafhængig insulinsekretion og mavesækken tømning.

Disse forbindelser kan dog variere med hensyn til, hvor mange receptorer de rammer:

• Tirzepatid aktiverer GLP-1- og glukoseafhængige insulinotropiske polypeptid (GIP)-receptorer
• Retatrutid aktiverer GLP-1-, GIP- og glukagonreceptorerne

Disse sekretogener er ikke peptider, der direkte fremmer muskelopbygning.

Deres betydning for kropsomlægning skyldes deres evne til at medføre et betydeligt fald i fedtprocenten og kropsvægten. Det centrale forskningsspørgsmål er, om dette fald sker, samtidig med at en acceptabel andel af muskelmasse, fysisk styrke og funktionel kapacitet bevares.

Bevarelse af muskelmasse kan påvirkes af:

• Proteinindtag
• Styrketræning
• Startende fedtprocent
• Alder
• Vægttabshastighed
• Seks
• Insulinfølsomhed
• Basis muskelmasse
• Varigheden af kalorieunderskuddet

Et fald i målt fedtfri masse som målt ved dual-energi røntgenabsorptiometri (DXA) svarer heller ikke altid til et identisk tab af kontraktilt skeletmuskelvæv. DXA-afledt fedtfri masse omfatter kropsvand, organer, bindevæv og glycogen-associeret væske.

Væksthormonsekretagoger undersøgt til kropsrekomposition

CJC-1295 og langvarig GHRH-signalering

CJC-1295 med DAC er en modificeret GHRH-analog designet til at forblive aktiv længere end kroppens naturlige GHRH.

I to randomiserede, placebokontrollerede dosisoptrapningsforsøg øgede CJC-1295 de gennemsnitlige GH-koncentrationer i flere dage og hævede IGF-1 i ca. en til to uger efter administration.3]

En separat analyse fandt, at CJC-1295 øgede gennemsnits- og lavpunktkoncentrationerne af væksthormon (GH), samtidig med at kroppens naturlige pulsrestitution af GH-sekretion blev opretholdt.4]

Dette er en vigtig farmakologisk forskel. Kontinuerlig ekstern GH-eksponering og forstærkede endogene pulsaturer producerer ikke identiske koncentrationsmønstre.

De vigtigste CJC-1295-studier var imidlertid fokuseret på farmakokinetik, hormonniveauer og kortvarig sikkerhed. De fastslog ikke, om CJC-1295 pålideligt øgede muskelmassen eller reducerede fedt hos raske, styrketrænede deltagere.

Resultaterne støtter derfor udsagnet om, at CJC-1295 aktiverer GH/IGF-1-aksen. Påstande om synlig kropsrekomposition vil kræve yderligere målrettet forskning.

Ipamorelin og selektiv GH-frigivelse

Ipamorelin er et pentapeptid GH-sekretagog, der aktiverer ghrelinreceptoren (også kendt som GHS-R1a).

Prækliniske farmakologistudier karakteriserede ipamorelin som en relativt selektiv GHRH, med mindre direkte stimulering af adrenokortikotropt hormon (ACTH) og kortisol end adskillige tidligere sekretagoger.5]

En farmakokinetisk og farmakodynamisk undersøgelse med raske mandlige forsøgspersoner påviste en dosisafhængig sammenhæng mellem ipamorelineksponering og væksthormonfrigørelse.6]

Dette evidensmateriale bekræfter den farmakodynamiske aktivitet af ipamorelın hos mennesker. Det påviser ikke, at ipamorelin direkte producerer muskelhypertrofi, øget styrke eller klinisk meningsfuld fedtreduktion.

Et passende ipamorelin-studie ville derfor være nødt til at måle mere end serum-GH. Relevante udfald kan omfatte:

• DXA-afledt fedt- og muskelmasse
• Magnetisk resonansskanning (MR)-målt muskelvolumen
• Muskelfibertværsnitsareal
• Styrketest
• Hvileforbrænding
• Visceralt fedtvæv
• IGF-1 og glukoseregulering

Uden disse målinger forbliver resultatet blot et hormonelt respons snarere end en verificeret kropsrekomposition.

GHRP-6- og ghrelin-receptoraktivitet

GHRP-6 er et syntetisk væksthormonfrigørende hexapeptid, der virker gennem ghrelinreceptoren.

Undersøgelser på mennesker har vist, at GHRP-6 kan fremkalde et væsentligt GH-svar, især når det undersøges sammen med GHRH.7]

Et farmakokinetisk studie på raske mandlige frivillige dokumenterede også hurtig absorption og en kort eliminationshalveringstid efter administration.8]

GHRP-6 udviser en specifik komplikation i forbindelse med fedttabsforskning: aktivering af ghrelin-receptoren er forbundet med appetit og måltidsinitiering.

Direkte data om menneskelig appetit er mere omfattende for et nøje beslægtet ghrelin-receptor-peptid, GHRP-2, end for selve GHRP-6. I kontrollerede eksperimenter øgede GHRP-2 fødeindtaget og den subjektive appetit hos raske voksne.9Betragtet det faktum, at både GHRP-2 og GHRP-6 virker på ghrelinreceptoren, bør appetit behandles som en mulig forstyrrende variabel i GHRP-6-forskning.

Et kraftigere GH-svar kunne teoretisk øge lipolyse, mens øget sult øger kalorieindtaget. Nettoreduktionen i fedtmasse ville afhænge af, hvilken effekt der dominerer under de givne betingelser for studiet.

GLP-1- og multireceptor-peptider undersøgt for vægttab

Semaglutid og ændringer i fedt- og muskelmasse

Semaglutid er en langtidsvirkende GLP-1-receptoragonist.

I STEP 1-studiet oplevede voksne med overvægt eller svær overvægt, der fik semaglutid sammen med livsstilsintervention, en gennemsnitlig kropsvægtreduktion på ca. 14,9 % efter 68 uger, sammenlignet med 2,4 % i placebogruppen.10]

En undergruppe for kropssammensætning blev evalueret ved hjælp af DXA. Semaglutid medførte reduktioner i den samlede fedtmasse og det viscerale fedt, og den absolutte muskelmasse faldt også.11]

Andelen af den samlede kropsvægt, der udgøres af fedtfri masse, forbedredes, fordi fedtmassen faldt kraftigere. Det betyder, at noget fedtfrit væv gik tabt.

Denne sondring bør forklares tydeligt:

• Absolut muskelmasse faldt
• Samlet fedtmasse faldt i større omfang
• Den relative procentdel af muskelmasse øgedes

Semaglutide kan derfor forbedre det samlede forhold mellem fedt og muskelmasse, samtidig med at det frembringer en målbar reduktion i absolut muskelvæv.

For kropsrekompositionsforskning bør semaglutidstudier kombinere kropssammensætningsbilleddannelse med målinger af styrke, proteinindtag og fysiske funktioner.

Tirzepatid og dual-receptor-signalering

Tirzepatid aktiverer både GIP- og GLP-1-receptorerne.

I det 72 uger lange SURMOUNT-1-forsøg var de gennemsnitlige ændringer i kropsvægt:

• 15,0% i 5 mg-gruppen
• 19,5 % i 10 mg-gruppen
• 20,9% i 15 mg-gruppen
• 3,1 % med placebo12]

Et senere SURMOUNT-1 DXA-delstudie undersøgte sammensætningen af vægttabet. Det blev anslået, at cirka 75% af det tabte vægttab var fedtmasse og omkring 25% muskelmasse.13]

Dette forhold var i store træk overensstemmende med den vævsfordeling, der almindeligvis observeres under konventionel vægttab.

Resultaterne etablerer ikke tirzepatide som et muskelopbyggende middel. De indikerer, at fedt udgjorde størstedelen af den målte vægtreduktion.

Det er også vigtigt for forskere at skelne mellem muskelkvalitet og samlet muskelvolumen. Reduktioner i intramuskulært fedt kan forbedre kropssammensætningen, selv når det samlede muskelvolumen falder parallelt med et betydeligt vægttab.

Retatrutid og triple-receptor-aktivitet

Retatrutide er en investigational agonist af GIP-, GLP-1- og glucagonreceptorerne.

I et fagfællebedømt fase 2-fedmeforsøg oplevede den højest undersøgte dosisgruppe en gennemsnitlig kropsvægtreduktion på 24,2% ved 48 uger.14]

I maj 2026 offentliggjorde Eli Lilly de overordnede resultater fra fase 3-forsøget TRIUMPH-1. Deltagerne i 12 mg-gruppen tabte sig i gennemsnit 28,3% efter 80 uger, sammenlignet med 2,2% i placebogruppen. I en på forhånd fastlagt forlængelse af forsøget, der omfattede deltagere med et BMI på mindst 35 ved studiets start, nåede det gennemsnitlige vægttab op på 30,3% efter 104 uger.

Disse fase 3-tal er baseret på virksomhedsrapporterede overordnede resultater. En komplet fagfællebedømt publikation er endnu ikke blevet frigivet, så en detaljeret uafhængig vurdering af det fulde datasæt afventes stadig.

Retatrutide er stadig under undersøgelse og er pr. juni 2026 ikke blevet godkendt af FDA eller en anden større regulerende myndighed.

Tilføjelsen af glucagon-receptoraktivitet adskiller retatrutid fra semaglutid og tirzepatid og kan påvirke energiforbrug, leverstofskifte og glucagonforbrug. Hvorvidt retatrutid bevarer magert væv mere effektivt end GLP-1- eller GLP-1/GIP-agonister, er endnu ikke fastslået.

For yderligere oplysninger om denne stofklasse, se GLP-1-peptidforskningskategori.

Hvad viser evidensen egentlig?

Kvaliteten af evidens adskiller sig væsentligt mellem de to store peptidkategorier.

For CJC-1295, ipamorelin og GHRP-6 understøtter studier på mennesker følgende konklusioner:

• Forbindelserne kan stimulere GH-frigivelse
• CJC-1295 kan øge IGF-1 i en længere periode
• Visse GH-sekretagoger bevarer eller forstærker den pulsatile GH-sekretion
• Ghrelin-receptor agonisme kan påvirke appetitten

Bevisgrundlaget er langt mindre fyldestgørende for:

• Langvarig muskelhypertrofi
• Styrkeforbedring
• Atletisk præstation
• Reduktion af visceralt fedt
• Samtidig muskelopbygning og fedttab hos trænede voksne

For semaglutid og tirzepatid er evidensen for vægttab betydeligt stærkere. Store randomiserede forsøg viser markante reduktioner i kropsvægt, hvor delstudier af kropssammensætningen viser, at det meste af det tabte væv består af fedt.

Dog tabes der normalt også noget absolut muskelmasse.

Retatrutide har genereret større vægttabsprocenter i fase 2-forskning og fase 3-hovedrapportering. Dens langsigtede sikkerhed, virkning på muskelmasse og komparative ydeevne kræver stadig fuldstændige fagfællebedømte fase 3-data.

Det mest forsvarlige resumé er, at GH-sekretagoger og inkretin-baserede stoffer påvirker forskellige dele af kropsrekomposition.

Der er evidens for, at GH-sekretagoger fører til anabolsk og lipolytisk aktivitet. GLP-1-baserede præparater giver stærkere evidens for væsentlig fedt- og vægtreduktion. Ingen af kategorierne garanterer samtidig muskelvækst og fedttab.

Design af en test/studie af peptid til kropsrekomposition

En nyttig undersøgelse vil definere det primære effektmål, før stoffet introduceres.

For forskning i væksthormonaksen (GH-aksen) omfatter mulige primære endepunkter:

• Pulsatil GH-sekretion
• Serum IGF-1
• Kvælstofbalance
• Muskelproteinsyntese
• Mængde af magert væv
• Styrkekraft

For GLP-1-forskning kan de primære endepunkter omfatte:

• Samlet fedtmasse
• Visceralt fedt
• Energiindtag
• Taljemål
• Kropsvægt
• Glucoseregulering

Masse af magert væv, muskelstyrke og fysiske præstationer bør inkluderes som sekundære eller co-primære endepunkter ved undersøgelse af væsentligt vægttab.

Kropssammensætningsmålinger

DXA kan estimere:

• Samlet fedtmasse
• Regional fedtfordeling
• Knoglemineralindhold
• Magert blødt væv

MR-scanning og computertomografi (CT) kan give mere detaljerede målinger af:

• Visceralt fedtvæv
• Subkutant fedtvæv
• Musklens tværsnitsareal
• Muskelvolumen
• Intramuskulær fedtinfiltration

Vægt- og omkredsmålinger er nyttige, men kan ikke uafhængigt afgøre, hvilken type væv der har ændret sig.

Variabler, der bør kontrolleres

Forskere bør holde øje med:

• Samlet energiindtag
• Proteinindtag
• Træningsvolumen ved styrketræning
• Aerob aktivitet
• Søvnvarighed
• Væskeindtag
• Natriumindtag
• Indtag af kulhydrater
• Glykogenstatus
• Samtidig indtagelse af medicin eller forsøgsstoffer
• Sygdom og betændelse

En pludselig reduktion af kulhydraterne i kosten kan sænke glykogenindholdet og den dermed forbundne vandmængde, hvilket kan give indtryk af, at den magre kropsmasse falder, før der reelt er sket et væsentligt muskeltab.

A peptid beregner kan hjælpe med beregninger i forbindelse med laboratorieprotokoller. Valg af opløsningsmiddel, herunder om bakteriostatisk vand er passende, bør bestemmes ved hjælp af forbindelsesspecifik stabilitet og analysekrævende forhold.

Sikkerheds- og lovgivningsmæssige overvejelser

Forskningspræparater bør ikke fremstilles som godkendte bodybuilding-produkter eller erstatninger for godkendte lægemidler.

Semaglutid og tirzepatid er aktive ingredienser i regulerede receptpligtige produkter til specifikke medicinske indikationer. Produkter, der sælges online under forskningsmærkater, er ikke automatisk identiske med disse godkendte formuleringer.

FDA har advaret om, at produkter med semaglutid, tirzepatid og retatrutid, der markedsføres ulovligt, kan indeholde forkerte koncentrationer, uegnede ingredienser eller skadelige forurenende stoffer.

CJC-1295, ipamorelin og GHRP-6 er ikke godkendt af FDA til at øge muskelmassen, reducere fedt eller forbedre den sportslige præstation.

Hovedpunkter

Peptider til muskelvækst og fedttab er stadig genstand for forskning.

Væksthormonsekretagoger såsom CJC-1295, ipamorelin og GHRP-6 stimulerer hormonveje, der er forbundet med proteinmetabolisme og fedtnedbrydning. Undersøgelser på mennesker bekræfter reaktioner i form af væksthormon (GH) eller IGF-1, men direkte beviser for en betydelig muskelvækst og fedtreduktion er stadig begrænsede.

GLP-1 og multireceptoragonister såsom semaglutid, tirzepatid og retatrutid har stærkere dokumentation for at reducere kropsvægt og fedtmasse. Der sker typisk et vist absolut tab af mager masse ved brug af disse stoffer, hvilket gør proteinindtag, styrketræning og direkte måling af kropssammensætning til vigtige forskningsvariabler.

Se relaterede materialer i peptider til bodybuilding, fedtforbrændende peptider og GLP-1-peptider kategorier.

Ofte stillede spørgsmål

Referencer og studier

[1] Møller N, Jørgensen JOL. Væksthormonets indvirkning på glukose-, lipid- og proteinmetabolismen hos mennesker. Endocrine Reviews, 2009.
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/19240267/

[2] Liu H m.fl. Systematisk oversigt: Væksthormonets virkning på sportslig præstation. Annals of Internal Medicine, 2008.
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/18347346/

[3] Teichman SL m.fl. Forlænget stimulation af væksthormon- og insulin-lignende vækstfaktor-I-sekretion ved CJC-1295, en langvarig analog af væksthormonfrigivende hormon, hos raske voksne. Journal of Clinical Endocrinology & Metabolism, 2006.
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/16352683/

[4] Ionescu M, Frohman LA. Pulsatiel sekretion af væksthormon fortsætter under kontinuerlig stimulation med CJC-1295. Journal of Clinical Endocrinology & Metabolism, 2006.
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/17018654/

[5] Raun K mfl. Imamorelin, det første selektive væksthormonsekretagog. European Journal of Endocrinology, 1998.
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/9849822/

[6] Gobburu JVS mfl. Farmakokinetisk-farmakodynamisk modellering af ipamorelin, et væksthormonfrigivende peptid, hos frivillige mennesker. Pharmaceutical Research, 1999.
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/10496658/

[7] Micić D et al. Væksthormonrespons på GHRH, GHRP-6 og GHRH Plus GHRP-6 hos normale personer. Klinisk endokrinologi, 1996.
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/8959075/

[8] Cabrales A et al. Farmakokinetisk undersøgelse af væksthormonfrigivende peptid-6 hos raske mandlige frivillige. European Journal of Pharmaceutical Sciences, 2013.
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/23099431/

[9] Laferrère B et al. Growth Hormone-Releasing Peptide-2, ligesom ghrelin, øger fødeindtaget hos raske mænd. Journal of Clinical Endocrinology & Metabolism, 2005.
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/15699539/

[10] Wilding JPH m.fl. Semaglutid én gang om ugen hos voksne med overvægt eller fedme: STEP 1-studiet. New England Journal of Medicine, 2021.
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/33567185/

[11] Wilding JPH m.fl. Effekten af Semaglutide på kropssammensætning hos voksne med overvægt eller fedme: Exploratorisk analyse af STEP 1-studiet. Journal of the Endocrine Society, 2021.
https://pmc.ncbi.nlm.nih.gov/articles/PMC8089287/

[12] Jastreboff AM m.fl. Tirzepatid én gang om ugen til behandling af fedme: SURMOUNT-1-studiet. New England Journal of Medicine, 2022.
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/35658024/

[13] Look M mfl. Kroppskomposition ændrer sig under vægttab med Tirzepatide i SURMOUNT-1-studiet. Diabetes, fedme og stofskifte, 2025.
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/39996356/

[14] Jastreboff AM m.fl. Retatrutid, et tre-hormonreceptoragonist til behandling af fedme: Et fase 2-forsøg. New England Journal of Medicine, 2023.
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/37366315/